Markus kommer tilbage fra sommerferie.

Går ind i værkstedet for at finde næste opgave.

Der er ingenting til ham på tavlen.

Ingen adresse, ingen bil at pakke, intet at male.

Var han blevet fyret?

4 MIN READ

Pludselig chef


Pludselig chef
7:09


Hvad sker der, når en udførende håndværker pludselig skal lede — og hverken har ordene eller værktøjerne til det?

Det var efter sommerferien, to år inde i ansættelsen. Markus gik ind i værkstedet som han altid havde gjort — den svage lugt af maling, spandene stablet ved siden af døren, lyset der sivede ind fra siden og gjorde malerstøvet synligt i luften.

Han kiggede mod tavlen. I gamle dage var der brikker der. En for hver håndværker, en for hver opgave. Man fandt sin egen, læste adressen, pakkede bilen.

Der var ingen brik til ham.

Et kort øjeblik tænkte han det, han går ud fra de fleste ville have tænkt: er jeg blevet fyret? Det dvælede han ikke længe ved. Det var også lidt spændende. Han gik ind til direktøren, Tue, og spurgte direkte, hvad han skulle gøre.

Svaret var et hospitalsprojekt. Og femten håndværkere, der skulle ledes.

— Det er bare sneget sig ind fra siden, det her med ledelse, siger Markus nu, mange år senere, fra kontoret han gradvist er gledet ind i.


Udførelse, pludselig ledelse

Hos R2 Farver, en af virksomhederne i Håndverksgruppen, er Markus gået fra malerlærling til svend til leder uden at nogen nogensinde satte sig ned og sagde, at nu, «nu er du leder.» Forfremmelserne kom som hospitalsprojektet kom: som et tomt felt på tavlen, som et spørgsmål om, hvem der kunne styre femten håndværkere, som en kontorstol uden navn på.

Det svære var ikke tal. Det var delegation.

— Det faldt mig ikke naturligt at delegere. Jeg har jo altid været den udførende kraft.
Han var god til at gøre. Ikke til at bede andre gøre. Forskellen er større, end den lyder.

— Der kunne være situationer, hvor jeg ikke var tilfreds med det arbejde, andre havde lavet. I starten lavede jeg det bare om igen, uden at sige noget først.

Det tog et par år at vænne sig til. Chefen, Tue, lærte ham det stille og roligt, siger Markus — de blev et godt team. Men selv med en tålmodig chef nagede det: hvordan siger man til en voksen fagperson, at noget skal laves om? Hvordan giver man besked uden at blive chef i ordets værste forstand?

2025_Feature-HG-skolen_1

Folk er ikke ens

Et sted undervejs begyndte det at gå op for ham, at opskriften ikke fandtes. Eller rettere: at der ikke var kun én opskrift.

— Man har jo med håndværkere at gøre, og alle er ikke ens, så man skal være omstillingsdygtig nok til at tage en snak, der møder den enkelte, der hvor personen er.

Det lyder indlysende. Det er det ikke, når man står der en tirsdag morgen med en gruppe malere på en plads og mærker, at noget ikke stemmer.

— Jeg har haft nogle gange, hvor der er 5-6 malere på pladsen, og kemien ikke er der. Så må man gøre noget ved det.

Og malerlærlingen, der netop er blevet svend og skal ud på byggepladserne alene — den person har brug for noget helt andet end den erfarne maler med tyve år bag sig.

— Det var svært for hende, og så måtte jeg hjælpe hende i gang — stå lidt mere på sidelinjen for at hjælpe og give råd.

Erkendelsen var ubehagelig og enkel: han havde ikke sproget til det her. Han havde hænderne, erfaringen, respekten i branchen. Men ikke ordene til den samtale, der lå foran ham hver eneste uge.

Penge skal ind.

Folk skal motiveres.

Samtaler skal tages til tiden.

Intet af det stod på svendeprøven.

Værktøjerne kom på kurset

Branchetal siger, at der vil mangle omkring 90.000 håndværkere i de kommende år. Meget få af de nye ledere i faget får oplæring, inden de sidder i chefstolen. Markus er en af dem. HG Skolens kursus «Morgendagens leder» blev svaret, han ikke vidste, han ledte efter.

— Det var lederkurset, der gav mig indblik i, hvilke muligheder der findes. Når plan A ikke er god nok.

Kurset var ikke en forelæsningsrække. Det var lidt teori og mest rollespil.

— Vi havde Danny som underviser. Han lavede nogle rollespil, vi skulle igennem. Om forskellige situationer, om hvad man gør, og hvad man kan blive udsat for.

Rollespillene var måden at øve på. Værktøjerne havde navne. DISC-profilen gav ham et ordforråd til personlighedsforskelle — hvem der har brug for rammer, før de går i gang, hvem der skal tale, mens de arbejder, hvem der vil se, at chefen tror på dem, inden de stoler på sig selv. Situationsbestemt ledelse handler om, at den samme leder skal møde den samme medarbejder forskelligt, afhængigt af, hvor vedkommende befinder sig i opgaven lige nu. Og motivationskurven beskriver netop det — hvor den enkelte befinder sig fra start til færdigt arbejde, så man ved, hvornår man skal «presse» og hvornår man lader folk arbejde i fred.

Det vigtigste for Markus var ikke personlighedsprofilerne. Han kendte sin egen godt nok. Det var motivationskurven.

— Medarbejderne er meget motiverede, når de får en opgave. Og længere ude, hvor de måske ikke kan stå inde for deres arbejde, der mister de gnisten. Og så kan vi finde motivationen igen — der hvor vi netop kan løfte dem lidt med de værktøjer.

Og ekstraarbejdet — byggeriets evige smertepunkt, hvor man skal kræve hver time ind, der falder uden for kontrakten. Det var der, rollespillet ramte hårdest.

— Så skal jeg holde mig til fakta i stedet for følelser. 100 procent. Det er noget, jeg har lært, og det er en del af det rollespil, vi har haft igennem denne proces.


Bedre rustet til at møde krav fra sin egen chef

Værktøjerne virker også opad. Når Markus' egen chef forventer noget, der ikke er muligt, har han nu noget at støtte sig til.

— Siden jeg er noget mere sikker på mine opgaver, er jeg faktisk ret sikker på, at jeg endnu mere kan stå inde for det.

— Det giver mig en endnu større tryghed i, at jeg kan sige nej til noget, fordi jeg er rustet til det.

— Så kan jeg sagtens gå ind og sige til min chef: det her, det er det bedste, vi kan yde.

Medarbejderne har mærket forskellen. Ikke i store ord — de er malere, ikke HR-folk — men i en bisætning eller to.

— Jeg fik faktisk en kommentar om, at de kunne mærke, at jeg var vokset en del med opgaverne.

— Jo, de sagde egentlig, at det er rigtig dejligt at se, at jeg er lidt mere struktureret, og at jeg udadtil virker lidt mere rolig og afklaret i fordelingen af opgaver.

2025_Feature-HG-skolen_2

Kursusdeltagere hjælper hinanden bagefter

HG Skolen gav ham noget mere end rollespil. Den gav ham nogen at ringe til.

Forleden ringede telefonen. Det var en fra en anden virksomhed i koncernen, en person han havde siddet sammen med på kurset, som stod med en personalesag og havde brug for nogen at tænke højt med. Markus lyttede, delte det, han selv havde lært, og lagde på.

Andre dage er det ham, der slår på tråden til en kollega fra kurset. En sag, han ikke helt ved, hvordan han skal tage fat på. Et spørgsmål om, hvordan en kollega i et helt andet fag ville have håndteret det.

Han ser ud ad kontorets vindue. Det er ikke der, han så sig selv, da han stod med penslen i hånden. Og alligevel — når han bliver spurgt, om han er blevet et andet menneske af det her, ryster han på hovedet.

— Jeg har ikke ændret mig af den grund, bare fordi jeg sidder her.

Det han har ændret, er fokus. Nu ser han fremad i tid.

— Før opdagede jeg først problemer, når de landede på bordet. Da var det allerede for sent. Nu ser jeg dem, inden de opstår.


xx:


xx

xx