Hvad sker der, når en udførende håndværker pludselig skal lede — og hverken har ordene eller værktøjerne til det?
Det var efter sommerferien, to år inde i ansættelsen. Markus gik ind i værkstedet som han altid havde gjort — den svage lugt af maling, spandene stablet ved siden af døren, lyset der sivede ind fra siden og gjorde malerstøvet synligt i luften.
Han kiggede mod tavlen. I gamle dage var der brikker der. En for hver håndværker, en for hver opgave. Man fandt sin egen, læste adressen, pakkede bilen.
Der var ingen brik til ham.
Et kort øjeblik tænkte han det, han går ud fra de fleste ville have tænkt: er jeg blevet fyret? Det dvælede han ikke længe ved. Det var også lidt spændende. Han gik ind til direktøren, Tue, og spurgte direkte, hvad han skulle gøre.
Svaret var et hospitalsprojekt. Og femten håndværkere, der skulle ledes.
— Det er bare sneget sig ind fra siden, det her med ledelse, siger Markus nu, mange år senere, fra kontoret han gradvist er gledet ind i.
Udførelse, pludselig ledelse
Hos R2 Farver, en af virksomhederne i Håndverksgruppen, er Markus gået fra malerlærling til svend til leder uden at nogen nogensinde satte sig ned og sagde, at nu, «nu er du leder.» Forfremmelserne kom som hospitalsprojektet kom: som et tomt felt på tavlen, som et spørgsmål om, hvem der kunne styre femten håndværkere, som en kontorstol uden navn på.
Det svære var ikke tal. Det var delegation.
— Det faldt mig ikke naturligt at delegere. Jeg har jo altid været den udførende kraft.
Han var god til at gøre. Ikke til at bede andre gøre. Forskellen er større, end den lyder.
— Der kunne være situationer, hvor jeg ikke var tilfreds med det arbejde, andre havde lavet. I starten lavede jeg det bare om igen, uden at sige noget først.
Det tog et par år at vænne sig til. Chefen, Tue, lærte ham det stille og roligt, siger Markus — de blev et godt team. Men selv med en tålmodig chef nagede det: hvordan siger man til en voksen fagperson, at noget skal laves om? Hvordan giver man besked uden at blive chef i ordets værste forstand?
Folk er ikke ens
Et sted undervejs begyndte det at gå op for ham, at opskriften ikke fandtes. Eller rettere: at der ikke var kun én opskrift.
— Man har jo med håndværkere at gøre, og alle er ikke ens, så man skal være omstillingsdygtig nok til at tage en snak, der møder den enkelte, der hvor personen er.
Det lyder indlysende. Det er det ikke, når man står der en tirsdag morgen med en gruppe malere på en plads og mærker, at noget ikke stemmer.
— Jeg har haft nogle gange, hvor der er 5-6 malere på pladsen, og kemien ikke er der. Så må man gøre noget ved det.
Og malerlærlingen, der netop er blevet svend og skal ud på byggepladserne alene — den person har brug for noget helt andet end den erfarne maler med tyve år bag sig.
— Det var svært for hende, og så måtte jeg hjælpe hende i gang — stå lidt mere på sidelinjen for at hjælpe og give råd.
Erkendelsen var ubehagelig og enkel: han havde ikke sproget til det her. Han havde hænderne, erfaringen, respekten i branchen. Men ikke ordene til den samtale, der lå foran ham hver eneste uge.
